Frostie

lp1 lp2 lp3 blue borders frostie

2003 - 2011

 

 

 

 

Frostie var min dejlige bordercollie-tøs. Hun var efter de gamle fine Beagold-linier, som jeg altid så godt har kunnet li'. Frostie havde alt det jeg ønskede, og hun var min lille stjerne...

 

Frostie og jeg trænede LP igennem flere år, og hun fik en LP3. Hun var ikke helt vildt hooked på LP, men lidt sjovt var det da alligevel!

 

Til gengæld æææælskede Frostie sin agility! Vi fik aldrig de store fremgange på banen, men til sidst lykkedes det os alligevel at rykke op i DcH’s klasse 2, både agility og spring. Det havde jeg næsten ikke troet ville ske, men søreme om ikke vi gjorde det alligevel!

 

Jeg fik Frostie den gang jeg stadig boede inde i byen, hvor hun havde det fint. Men da vi flyttede ud på landet fandt Frostie virkelig sin plads som “på-landet-hund”... Hun elskede vores nye hjem, og vores nye have, med alle fasaner man kunne gø ad... ;0)

 

Jeg planlagde på et tidspunkt at ta’ et kuld hvalpe på Frostie, men det blev aldrig til noget. Men den gang blev Frostie gennemtestet, og hun var en sund hund. HD-status A, AD-status 0. Hun blev DNA-testet for CEA, TNS og CL, og blev fundet fri for alle 3. En øjenspejling viste heller ingen sygdomme.

 

Til gengæld viste det sig senere at Frostie havde en hudsygdom, CDA (color dilution alopecia). Den gjorde at hun i perioder smed al pels - virkelig som i AL pels... Heldigvis havde hun ellers ingen gener af sygdommen.

 

I februar 2011, til et stævne, kunne nogen se at Frostie sprang underligt. Hun havde også sat farten gevaldigt ned allerede i løbet af efteråret/vinteren, men da ingen kunne se noget underligt, tænkte vi bare at hun var blevet lidt gammel, og skulle begynde at springe som senior.

 

Frostie blev holdt i ro, men pludselig skulle det bli’ værre. En dag kom jeg hjem fra arbejde, og da Frostie kom mig i møde så væltede hun pludselig om... Jeg kørte hende straks til dyrlægen, som efter undersøgelse, røntgen og en stor screening mente at hun havde en nerve i klemme i ryggen.

 

Frostie blev holdt i ro i flere måneder, og kom til flere dyrlæger og behandlere - men blev ikke bedre. Vi var igennem flere diagnoser, fra en nerve i ryggen til en skulderskade.

 

På et tidspunkt var jeg pga. arbejde væk fra hundene i to uger, og da jeg kom hjem fik jeg et chok når jeg så Frostie igen. Pludselig kunne jeg se hvor dårlig hun var. Hun reagerede heller ikke på at se mig igen - og der vidste jeg bare at den var helt gal...

 

Så en dag i juni kunne jeg mærke at nu havde Frostie og jeg vores sidste dag sammen... Vi havde en rigtig god dag, og gik og hyggede sammen. Da vi gik i seng om aftenen, trykkede Frostie sig helt op mod mig, noget hun ikke plejede at gøre. Jeg kunne næsten mærke hende fortælle hvor dårligt hun havde det... Næste morgen ringede jeg til dyrlægen, og om eftermiddagen var Frostie borte.

 

Jeg savner stadig Frostie, nogle gange så det gør helt ondt indeni - stadigvæk... Hun var en meget speciel hund, og hun havde nogle ting som jeg aldrig tror at jeg får i en hund igen...

 

R.I.P min lille stjernehund, jeg vil aldrig glemme dig...

 

foto: Åsa Eriksson

Copyright © All Rights Reserved