Daiwa

lp1 lp2 kennlyn's orkidé - daiwa

1998 - 2009

 

 

 

 

Daiwa var min aller første hund. Bare det gør hende jo til noget særligt. Men Daiwa var noget særligt i sig selv - om hun så havde været min tiende hund!

 

Daiwas opdrættere havde egentlig planlagt at beholde hende selv, men heldigvis fik jeg lov at købe hende! Der er vel ikke mange hunde der har været så ønskede som Daiwa, da jeg havde gået i 6 år og ventet på at min hverdag tillod at jeg kunne ha’ en hund.

 

Desværre var Daiwa frygtelig bange for fremmede mennesker som hvalp, noget jeg ikke rigtig kan forstå hvorfor. Jeg var nede at besøge hvalpene flere gange, og der var ikke noget.

 

Heldigvis havde Daiwa ingen problemer med andre hunde, og vi startede til hvalpetræning. Det gik fint, og vi fortsatte med LP. Det var vi vist ikke så stærke i, nogen af os... Men så blev Daiwa jo heldigvis 1 år, og vi kunne starte til agilitytræning!

 

Lige så snart Daiwa kunne forcere alle forhindringer nogenlunde, så begyndte jeg at melde hende til stævner. Jeg var klar over at hun bare skulle kastes ud i det så hurtigt som muligt, hvis hun skulle ha’ en chance for at kunne vænne sig til konkurrencesituationen. Og for søren, hvor har vi været pinlige...! Daiwa kunne lige pludselig gå helt i stå, fryse med den ene pote oppe i bedste pointer-stil, fordi hun lige opdagede et menneske i det fjerne. Eller dommeren... Alt imens jeg stod og hoppede og dansede i den anden ende af banen, for at få hendes opmærksomhed. Og alt dette findes selvfølgelig omhyggeligt dokumenteret på video...!!! ;0)

 

Det har været en kamp uden lige, at få Daiwa så pas tryg ved fremmede, at hun først kunne gå til træning, og efterfølgende til konkurrencer. Men det gik! Daiwa og jeg kæmpede os igennem denne enorme forhindring sammen, og vi fik herigennem knyttet nogle virkelig tætte bånd. Jeg var den eneste person i hele verden som hun stolede 100% på, og det var et enormt ansvar at ikke svigte hende, og miste hendes tillid.

 

Med tiden fik Daiwa et rimelig normalt forhold til mennesker, og til sidst ville hun f.eks. løbe agility med hvem som helst jeg gav hende til, så vi gjorde sq et godt stykke arbejde, Daiwa og jeg!

 

Vores agilitykarriere blev til gengæld lang og resultatløs... Men hvad gjorde det - vi havde det jo sjovt! Vi fik alligevel et par oprykningspinde, og så var jeg jo noget så stolt...!

 

I 2004 genopdagede Daiwa LP, da søster Frostie fik helt vildt mange guffer for sådan nogle fjollede ting som sit og dæk og sådan noget pjat. Det ku’ Daiwa da også! Og det kunne hun faktisk... Hun bestod LP1 i første forsøg, og når vi kom til klasse 2, så blev vi udtaget til finalen i Årets Hund! Det var i 2006, og Daiwa var 8 år. Daiwa gik et kanonflot program, blev nr. 2 på dagen (kun slået med 1 point!) og nr. 4 i alt. Til sagen hører også at finalekonkurrencen foregik indendørs, noget Daiwa aldrig havde prøvet før... Men det tog hun da bare helt koldt!

 

Jeg kender ingen hund der har været så cool som Daiwa - især med tanke på hvordan hun var som hvalp. Hvor hun end blev taget med, så tog hun det i stiv arm. Bare hun var med mig, så var hun ligeglad med omgivelserne, og har aldrig været bange for noget som helst andet end fremmede mennesker - hun må ha’ haft en helt enormt stærk psyke!

 

Allerede da Daiwa var ung, havde jeg en mistanke om at hun ikke så ret godt. Hun blev grundigt undersøgt, men ingen kunne finde nogle fejl på hendes øjne. I hendes sidste par år var der dog ingen tvivl om at hun i det nærmeste var blind. Og hendes dårlige syn satte også en stopper for hendes LP-karriere, vi var ellers godt igang med at træne klasse 3. Men da hun ikke kunne se hverken apporter eller kegler gik det jo ikke mere.

 

Det gjorde også at Daiwa blev pensioneret fra al hundesport. Men det havde hun det fint med - hun trivedes godt som hjemmegående luksushund! Hun styrede hjemmets øvrige dyr med hård men retfærdig hånd! Der var ingen tvivl om at det var Daiwa der var nr. 1 - og Frostie har f.eks. aldrig gjort det mindste forsøg på at gøre noget ved det. Og det ville jeg søreme heller ikke turde, hvis jeg var hende..! Men Daiwa var aldrig urimelig, hun var bare den fødte leder.

 

I det sidste stykke tid begyndte Daiwa dog at ændre adfærd, og det stod ret hurtigt klart at hun begyndte at bli’ senil - for jo, det kan hunde også bli’! Først var det på den gode måde, hvor hun glemte alt om at hun var bange for fremmede mennesker. Hun lallede rundt herhjemme, og var glad hele tiden, og opførte sig nærmest som en hvalp igen. Men med tiden blev hun senil på den dårlige måde... Det gik op og ned i bølger, og heldigvis havde hun en rigtig god periode i den sommer der blev hendes sidste. Så vi fik en rigtig dejlig campingferie sammen, hvor Daiwa og jeg var sammen HELE tiden. Og det var så tydeligt at hun nød det... Kort tid efter kunne jeg mærke at det snart var tid, og da jeg en dag kom hjem fra arbejde og kunne se at den var gal med hendes ører igen (noget hun har døjet med igennem hele sit liv), så var det ikke svært at se at tiden var kommet...

 

Daiwa sov stille ind i mine arme, d. 22/8, 11 år gammel. For tidligt, ja - men hun fik et dejligt aktivt hundeliv...

 

Efter Daiwas død har jeg fået kondolencer fra rigtig mange mennesker, der husker Daiwa fra træning og konkurrencer igennem næsten 10 år. Det er rart at de kan huske Daiwa - det bekræfter på en måde for mig, at hun virkelig var en ener!

 

Dette blev en lang “nekrolog”, men Daiwa og jeg har haft 11 år sammen - 11 år hvor vi har været ekstremt tæt knyttet, og det kan bare ikke beskrives på en halv side tekst. Jeg håber at jeg har fået udtrykt bare nogenlunde hvad Daiwa har betydet for mig, for det har hun fortjent...

 

Sov sødt, elskede Daiwa - jeg vil aldrig glemme dig!!!

Copyright © All Rights Reserved